Mouth

MOUTH

Nanna Riis Andersen

 

23.03 - 08.04.2017

 

 

Munden er et rum i kroppen, en indgang og passage. Den er en maskine, tænderne og tungen er værktøj. Et passage-organ for føde, væske, blod, luft og ord; Et hulrum der danner resonans og former halsens lyde. Til udsagn. Til modsigelser.

Bagerst i munden starter ordene. Nogle går til grunde, mens andre ruller ud i rummet, ind i et øre. Mundens samtale med sin egen stemme.

Lyden af fiktive læber der går sammen i et ‘mm’. Vi forstår det godt.

Man får en lydbid, en tonebid, en brødbid eller ganebrud.

Små klumper fordeler sig ud i munde og siden i halse, maver og celler.

Fyldte eller tomme mundrum. Udsiger, nedsvælger, opgiver og klinger af.

Foto: Nils Elvebakk Skalegård

Nanna Riis Andersen arbejder primært med tegning, lyd og skulptur, der centrerer sig om kroppen og det organiske; kroppens synlige møde med de objekter, der er udformet med udgangspunkt i kroppen som for eksempel kirurgiske instrumenter, proteser og andre hjælpemidler.

De skulpturelle værker består af materialer, der relaterer til det kropslige som f.eks gazekompres og bandage, mens linjer og tråde, i de tegnede værker, skaber associationer til muskelfibre, blodårer og lignende organiske strukturer.

Riis Andersen stiller sig spørgende i forhold til vores opfattelse af det kropslige, og søger at skabe værker, der taler til en kropslig bevidsthed før intellektet.

Udstillingen ‘mouth’ tager udgangspunkt i området omkring munden og halsen, og undersøger blandt andet kroppens indvendige hulrum som negativ form.

 

www.nannariisandersen.dk

 

Til FERNISERING d. 23. marts 2017 var der KONCERT med Lis Kruse og Lars Greve kl 20

 

Facebook Event

 

Udstillingen er støttet af Statens Kunstfond og Københavns Kommunes Billedkunstudvalg